Både i vores is og brød er det vores ambition at lave et håndlavet kvalitetsprodukt hvor smag, aroma og tekstur adskiller sig fra fabriksproducerede produkter.
Vores brød:
Når vi bager foretrækker vi at bage med surdej og økologiske råvarer og undgår helst gær, bagepulver samt tilsætningsstoffer.
At bage med surdej er lidt en kunstart. Både surdejen og også de færdige produkter bliver sjældent helt de samme fra gang til gang da mange faktorer som temperaturer, hævetider mv. påvirker surdejen og brødet. Det tager ca. 36 timer at lave et surdejsbrød og langtids – og koldhævningen er et vigtigt element for udviklingen af smag og krumme i brødet.
Vores ambition er at lave brød med en god mørk afbagning, der giver en smagfuld skorpe. En saftig og elastisk krumme samt en god og frisk kornsmag der bla. skabes ved at alle brød er tilsat friskmalet mel fra egen melmølle.
Fra surdej…
Vores is:
Vores is fremstilles efter den italienske gelato tradition, hvor hovedingrediensen er økologisk sødmælk. Dette giver en mere fedtfattig is end den gængse danske flødeis idet vores fedtindhold typisk er på mellem 3-5%.
Vi afregner og opgiver vores is i gram frem for liter. Dette fordi luftindholdet er væsentligt mindre en ved traditionel konsum-is hvor ca. halvdelen af indholdet er luft. En liter is med 50% luft ser umiddelbart ud af meget, men vi foretrækker nu at man får gode råvarer frem for luft 🙂
Ved smagstilsætningen i vores gelato forsøger vi også at finde de rene og ægte råvarer. De fleste kender sikkert den meget lysegrønne pistacie-is hvor selve den tilsatte pastaciesmag i bedste fald måske udgør 5% pistacienødder.
Vores pistacie-is er baseret på en 100% pistacie-masse fra en nøddefarm i Piemonte. Udover gelato laver vi også sorbet is f.eks. jordbær sorbet af friske jordbær, hyldeblomst af hjemmelavet hyldeblomst saft eller mango.